Stories from The States

Jeg er vel hjemvendt efter en mindre weekendstur til Chicago. Vi tog afsted, med smalle øjne, kl. 7.30 fredag morgen. Darryl og hans mor mødtes med os på vores bopæl før vi tog afsted, så vi alle kunne få hilst på hende før turen. Efter lidt snak satte vi kursen mod Chicago - vi kørte i to biler; jeg kørte med min host-family (Tim og Barb) og Darryl kørte i sin egen bil med sin mor. Turen var estimeret til at vare 5 timer, og det skulle hurtigt vise sig at blive en dræbende kedelig tur - hele turen foregår på en lige vej uden den store variation i hverken vej eller landskab. Jeg overlevede med min Ipod, søvn og lidt nøderi på laptop.

Efter en hektisk omgang traffik - den er ganske enkelt sindssyg omkring og i Chicago, nåede vi endelig vores hotel. Fik slæbt vores ting indefor, set hoteværelserne an (fin værelser i øvrigt) og derefter parkeret bilerne. Da Barb bookede vores hotel fortalte de hende at det ville tage ca. 15 min at komme ind til Chicago by med den infamøse “The El” (elevated train). Da vi spurgte i receptionen blev det pludselig til 45 min. Det er ellers en fin taktik at bruge - lyve omkring tiden for at tiltrække kunder.

Efter vi havde pakket ud på værelser besluttede vi os for at tage ind til byen og opleve lidt sightseeing. Heldigvis havde hotellet ikke løjet om alt - og The El lå kun 5 mins gang fra hotellet. Selvom togene er gamle, slidte og beskidte er det en bestemt, men alligevel udefinebar charme over dem. De er på ingen måde komfortable at sidde i, men jeg nød alligevel turerne og absorberede alle indtrykkene som udfoldede sig i form af konversationer mellem folk, suspekte typer og fattige eksistenser. Turen ind til selve Chicago tog 30-35 min og ikke helt 45 min.
At gå rundt i byen var ret overvældende til at starte med grundet alle de store og massive højhuse/skyskrabere over det hele. Fascinerende og lidt uvirkeligt når man kommer fra lille Danmark.

Vores første beslutning var at få noget mad indenbords - herefter besluttede vi os for at tage ud til til “Navy Pier”. Vi tog en bus derud og nød en stille gåtur rundt om hele Navy Pier. Vi tog også alle en tur i et pariserhjul for at se byen lidt ovenfra.

“bagsiden” af Navy Pier:

http://img250.imageshack.us/img250/8822/dsc00417ej9.jpg

Derefter gik turen til Sears Tower, - en 103 etages bygning - officielt den anden højeste bygning i verden. I elevatoren måtte vi alle trykudligne ørerne hele vejn op - giver et meget godt indtryk af hvor højt der er. På toppen fik vi en ganske imponerende udsiget over Chicago by. Det er næsten lidt svært at forholde sig til den industrialisering - det er godt nok i en helt anden skala end i DK.

Sears Tower:

http://img50.imageshack.us/img50/6064/dsc00446sv8.jpg

Efter at have spenderet lidt tid der gik vi egentlig bare lidt rundt i byen, da det allerede var blevet ret sent - og efter en hyggelig tur rundt omkring tog vi tilbage på hotellet - kl. var vel omkring 22 da vi var hjemme. Vi havde både pool, spa og fitnessrum på hotellet - så Darryl og jeg smuttede en tur i poolen da vi kom tilbage. Den skulle lukke kl. 11 - men først 11.45 kom der en fra hotellet og begyndte at resne poolen. Ganske hyggeligt at snakke og slappe af i poolen og spabadet ovenpå en dag med masser af gang og ømme fødder.

Lørdag kom hjem op lidt senere end jeg ville da jeg havde sat min alarm til PM og ikke AM (skift til militær-tid USA). Blev vækket op af Tim og noget omtåget forstod jeg langsomt at jeg havde dummet mig med alarmen. Barb havde fra start af sagt at det 100 % var vores tur (Darryl og jeg), så vi besluttede hvad der skulle ske - derfor vækkede de mig ikke op før de mistænkte mig for at have glemt at stille alarm.

Jeg kom op, spiste morgenmad, og smuttede så i fitnessrummet med Darryl. Før vi tog afsted havde vi tjekket for at se om Chicago Bulls spillede. Det var der ikke noget om på deres side så vi troede at det løb var kørt (hvad vi glemte var at tænke på om de kom i playoffs eller ej). Mens vi trænede så vi de var kommet i playoffs i fjernsynet - vi snakkede derfor om muligheden for at de spillede i denne weekend og Darryl tjekkede op på det. Han fandt ud af de spillede mod Miami Heat, men at billetter ikke videre skulle være nemme af få fat i - faktisk sagde hotellet at der kun var ståpladser tilbage på aller øverste tribune. Billetterne til dette skulle koste 25 $ - så vi tænkte; hvorfor ikke. Barb, Maya (Darryls mor), Darryl og jeg tog således afsted (Tim blev hjemme - han hader storbyer og turen igår havde efterladt ham ‘mæt’) til United Center hvor kampen foregik. Vi håbede på at finde nogle billet-pushere omkring hallen. Vi tjekkede dog ved billetlugen først og til vores store held havde de stadig pladser helt nede på række 10 De kostede 105 dollars pr. sæde. Maya valgte så lige at betale for os alle sammen -420$ :S Darryls forældre arbejder begge i reklamebranchen så de er vist ok loaded.

Inde i United Center var der en pænt hektisk stemning. Masser af fastfood-stands, ansatte der prøvede at sælge alverdens ting, tøjbutikker osv. Vi måtte jo lige have en lille souvenir med hjem så der skulle selvfølgelig købe en spillertrøje. Jeg fandt min trøje (90$ - slet ikke overpriced), Darryl fandt nogle ting og Maya ligeså. Igen ville Maya betale det hele, men Barb insisterende på hun skulle gøre det og endte med at betale alt. Hun følte hun skyldte pga. billetterne. Vi lavede herefter et par skilte og fandt vores pladser. Når man ser basketkampe på fjernsyn får man slet ikke et ordentlig indtryk af hvor store de sale er - det er vildt. Og der er packed med mennesker. Var helt opslugt af atmosfæren - det er et stort show fra ende til anden. Havde frygtet der ville nogle kedelige pauser pga. timeouts og lignende, men der bliver konstant sørget for undeholdning. Stemingen og opbakningen var intet mindre end fantastisk - alt for fedt. Højdepunktet var da Shaq fik 5 personlige fejl og blev vist ud - de blastede straks; “Hit the road Jack, and don’t you come back no more no more, hit the road Jack” - for fuld drøn - jack blev så selvfølgelig ændet til Shaq - det var ganske enkelt for vildt at stå at skråle med sammen med over 20.000 andre tilskuere. Selv hans teammates grinede af det

Bulls førte komfortabelt det meste af kampen, men Heat’s kom igang med 3 min igen - og det blev uhyggelig tæt. Det endte dig med sejr til Bulls på 96-91 - spændende og uderholdende kamp. Har ville se en NBA lige siden jeg for laaaaang tid siden første gange begyndte at interessere mig for basket og spille det. Så det var virkelig en oplevelse der er printet ind på nethinden.

http://img255.imageshack.us/img255/4679/dsc00481kk0.jpg

http://img442.imageshack.us/img442/8499/dsc00472zj9.jpg

Efter Bulls-kampen tog vi ting til Chicag centrum igen og valgte at smutte en tur på den såkladte “Magnificent Mile” - en laaaang gade med butikker. Vi var dog alle trætte efter kampen - støjen og energiniveauet havde vist lidt taget pusten fra os alle. Da vi så yderligere valgte at spise på en ret støjende café, gik gassen for alvor af ballonen, så da vi var færdige med aftenmad, blev der stort ikke til noget shoppet. Darryls mor købte dog lige Darryl en Apple-laptop, da hun fandt en butik … hun spenderede vel lidt over en 2000 dollars den dag - og det ville have været langt højere hvis ikke Barb valgte at insistere på at betale for nogle af tingene. Efter købet af laptoppen, fandt vi, efter lidt søgen, ud af at tage nogle busser til The El - for at tage den tilbage til hotellet. Efter at have slappet lidt af på vores hotelværelser smuttede Darryl og jeg igen i poolen og diskuterede piger, forhold og deslige.

Dagen efter satte vi, i dejligt solskinsvejr, atter kurs mod lille Marshalltown. På vejen tilbage stoppede vi ved et stort Outlet i Auroa for at se om de evt. kunne byde på nogle interessante ting. De havde et fint udvalg af butikker, men det blev kun til endnu et par sko og en t-shirt for mit vedkommende. Efter et par timers shopping og noget mad forstatte vi turen tilbage. Efter hvad der føltes som en evighed (det er virkelig kedeligt med lige vej hele vejen) var vi tilabge i Marshaltown. Vi spiste aftensmad på en lokal restaurent med Darryl’s mor og Ida (den danske piger hernede - darryls kæreste) som stødte til lidt senere. Hygggeligt med en middag til at afslutte turen.

Har meget travlt med projekter relateret til skolen for tiden, derfor er updates lidt spordaiske - desværre.

Jeg tager til Chicago i morgen kl. 7.30 med min host-family, Darryl og hans mor som tidligere skrevet! Vi kører i bil og det betyder en tur på ca 5 timer -håber Ipod’en og søvn får mig igennem det. Vi har booket et rimelig lækkert Hotel et stykke uden for byen. Vi kiggede på et down-town - rigtig fedt spot og fint hotel, desværre havde de ingen værelser. Men vi kan tage toget til Chicago så let som ingenting fra vores hotel, så transport skulle ikke blive det store problem.

I fredags fik jeg pludselig, ud af den blå luft, meget ondt i halsen. Dagen før irriterende det lidt i halsen - det gjorde dog på ingen måde ondt - men da jeg vågnede fredag morgen gjorde det virkelig virkelig ondt. Kunne sgu knap synke. Udover dette følte jeg ikke så meget så tog til the Y og trænede. Dagen efter følte jeg mig langt mere crappy -slatten og utilpas… klog som jeg er, valgte jeg igen at træne. Det var, set i bakspejlet, ikke den mest rationelle beslutning - stædigheden sejrede ganske uhensigstmæssigt. Slæbte mig som forventet igennem og var bare slatten og slap! Skulle bare have droppet den træning. Var stadig groggy søndag og ligeledes mandag, så droppede den planlagte træning der. Jeg tog i stedet til lægen som gav mig noget antibiotika og sendte mig hjem igen.

Træningen denne uge har været temmelig ustruktureret - men har fået trænet tir-ons og tordag. Holder pause i morgen og håber så at træne på vores hotel i Chicago - det ser ud til de har et ganske fint (set i forhold til standarden på hoteller) fitnessrum.

Sidste fredag - samme dag jeg fik afsindigt ondt i halsen, mødtes jeg med Darryl, Ida, Rachelle og Sandra i biografen og så Amazing Grace. Kedelig film … vigtigt og spændende emne, men kedelig håndtering af det. Vi var i øvrigt de eneste i hele biografen - og det var præmieren Efter filmen tog Darryl, Timmi og jeg videre da vi havde hørt der skulle foregå en fest et sted i Marshalltown. Vi kørte til The Apartmens’ og teamede op med Calib, Derrick og Estavo (meget humorisktisk brasilianer ) - kørte derefter videre forbi et supermarket og hentede øl og fortsatte til en lejlighed hvor en af skolens cheerleedere, Maylee, residerer. Snakkede lidt og smuttede så udenfor og satte kurs mod festen.

Netop som vi ankommer til huset kan vi se en masse folk udvandre og jeg hører en sige; everybody get out. Fantastisk dårlig timing - der har tilsyneladende været et skænderi mellem husets ejer og en eller anden, hvilket resulterede i han sluttede det hele. Alle folk står uden for - dem der har holdt festen står sammen og diskuterer lidt med et par drenge. Mens vi bare står og stener og overvejer hvad der nu skal ske, kigger jeg tilfældigt over min skulder og ser 4 baseball-drenge fra skolen komme gående i et hurtigt tempo. De styrer direkte mod en bestemt gut - han var synligt meget fuld, men slet ikke opfarende eller provokerende - vist en af dem der smed folk ud… en af baseball-gutterne - en jeg har Video-production med, begynder meget hurtigt at blive ophidset, råber og skubber så til ham… da han vælger at skubbe igen begynder slagene at hagle ned over ham. 1 mod 1 - tænker man så… men nej - 4 andre af baseball-drengene har valgt at assistere med slag og spark. De står altså 5 mennesker og smadrer løs på ham! Da en af dem får ramt ham perfekt i ansigtet med en knytnæve falder han pladask til jorden. Her må de så stoppe tænker man - men nej… de vælger at losse ham i hovedet og yderlige også give ham knæ og knytnæveslag - også i ansigtet.

Jeg har altid synes slåskampe er primitive - jeg har dog ikke det store imod to der tager en kamp op 1 vs 1 - og får afsluttet et eller ande problem den vej. Hvis det kan hjælpe det ud af verden, fint nok. Men det er simpelthen så kujonagtigt at tæske løs på en, tilsyneladende, uskyldig mand, som i dette tilfælde. Baseball-drengene er notoriske slagsbrødre - de er mere eller mindre kendt for at gå på druk og tæske folk, så ingen lagde sig imellem. Afstraffelsen fortsatte i alt for lang tid. Til sidst, efter nok tilråb fra tilskuere, smuttede de og de fleste omkringstående skyndte sig også væk (underage drinking og slagsmål - så vil man ikke være til stede når politiet kommer)! Ham baseball-gutten der startede det er en virkelig stille og rolig dreng i det fag jeg har med ham. Havde ikke lige taget ham for at være en komplet idiot - men har da mistet alt respekt for ham…. det var kujonagtigt, primitivt, skødesløst og stupidt!

Vi tog tilbage til Maylee’s lejlighed og blev der resten af aften/natten. Slåskampen var naturligvis det store samtale-emne et stykke tid.

De sidste par dage skete det som jeg lidt har gået og ventet på herovre; min host-family begyndte at spørge ind til religion. De vidste godt jeg ikke er religiøs og Barb har været interesseret i at høre hvorfor og har derfor spurgt lidt ind til det. Men her forleden, efter at jeg havde været med dem i kirke i fredags (tog med fordi Tim skulle synge - det gør han ofte i kirten, og jeg følte det ville være uhøfligt ikke at have hørt ham mindst en gang før jeg tager hjem), indledte Barb og jeg en lang og interessant diskussion omkring Kristendom og religion. Hun er heldigvis forholdsvis open-minded og er ikke så stærkt troende at hun ikke kan acceptere andre synspunkter, hvilket gør jeg intet har imod at diskutere det med hende. Tim derimod ville jeg ikke gøre det med - han er så stærkt troende, at han sandsynligvis ville kategorisk benægte min synspunkter. Jeg ved ikke dette med sikkerhed - men det er nok ikke en helt fejlagtig antagelse.

Men vi havde en rigtig god diskussion præget af forståelse - selvom hun stadig ikke kan forstå jeg ikke tror på Gud. I hendes øjne kan man ligeså godt være på den sikre side og tro på ham, hvis det nu skulle være rigtigt - plus hun har oplevet ting i hendes liv der har overbevist hende om hans eksistens. Jeg fremlagde en lang række kritiske synspunkter - nogle havde hun et godt svar på, andre var langt fra tilstrækkelig. Vi har snakket om så meget at jeg slet ikke kan skrive det hele ned, - vi har haft mange ting oppe og vende og vi begge føler stadig at der er mere at snakke om.

I særdeleshed mangler jeg at få svar på hvordan de (troende) kan negligere at der findes 20 andre religioner der alle 100 % mener de besidder den enegyldige sandhed - opskriften på hvordan man kommer i himlen, og så samtidig stadig selv være ovenud overbevist at lige netop deres egen tro er den universelle sandhed. I mit hoved er der absolut ingen logik i at være så overbevist om at den livsstil de følger giver dem en plads i himlen - når der er så mange andre store religioner der har andre synspunkter på hvad man skal gøre for at opnå det eftertragtede evige liv (og er det nu egentlig så rart som det lyder -forever and ever and ever ?) i himlen.
I det tilfælde at der virkelig findes en Gud - hvem har så ret ? Det spørgsmål kunne jeg ikke få et tilfredsstillende svar på.
- Men bestemt et spændende emne

Jeg var også i Kirke i søndags - denne gang fordi påske er et famile-foretagende for dem og det betyder også at familen tager i kirke, så jeg måtte jo pænt gå med igen. Deres kirke er markant anderledes end i Danmark. For det første er deres kirke så fuld, at de har 3 gudstjenester efter hinanden på lørdage og søndage. Kirken er moderne og pengestærk. De har meget nyt teknologi og bruger dette i deres gudtjenester. Et eksempel var de viste en hjemmeproduceret ‘film’ med projektor på storskærm. De har en børnehave i kirken, øvelokale for bands, klasseværelser, køkken osv. Med andre ord - det er en stor og pengestærk kirke.

Selve deres gudstjenester foregår med sange - ikke salmer. Feel-good og praise-the-lord agtige sange. Sange der bevæger de fremmødte. De hiver også folk op der beslutter sig for at blive fuldt devoted til Gud under tjenester og disse personer modtager stående ovation. Præsten giver sig selv fuldt ud og bruger gestik og hævet stemme for at manifestere hans budskaber. I det hele taget fremstår deres gudstjenester langt mere kraftfuldt og stærkt …det er nemt at se hvordan folk virkelig bliver draget 100% ind i det (ikke at jeg ser ned på disse mennesker).

Er nu glad for jeg tog med dem i kirken. Det giver mig et bedre indblik i hvad de foretager sig hver weekend og en bedre forståelse for deres livssyn. I øvrigt gav Barb mig “The case of christ” i påskegave. En bog der omhandler en tidliere ikke-troende journalist der undersøger beviser for Jesus og Guds eksistens og bliver troende igennem dennne proces. Dette er ikke et led i et forsøg på at konvertere mig, men nok nærmere et led i den igangværende diskussion vi har…

Vejret opfører sig sindssygt for tiden i Marshalltown Det har sneet som en gal det meste af dagen i går - heldigvis har det ikke lagt sig. Af samme grund droppede jeg at cykle i skole i går morges og fik i stedet et lift af Darryl. Jeg kommer efterhånden rigtig god ud af det med ham - desværre smutter han allerede om 3 uger. Han tager til Vermont med Timmi, for at prøve lykken til noget soccer try-out. Jeg ved ikke helt præcist hvad de kan blive udvalgt til dog.

Det ser ud til jeg skal en tur til Chicago alligevel - det kommer til at foregå i selskab med Barb, Tim, Darryl og Darryl’s mor (som kommer og besøger ham i næste uge). Vi tager afsted tidligt næste fredag og kommer hjem igen søndag eller mandag. Vi har ikke alle omstændigheder på plads endnu, det skulle vi gerne få i løbet af de næste par dage.

Lige lidt random update:Sidste onsdag sad jeg og læste en historie til Literature og endte sgu med at falde i søvn mens jeg sad og læste. Jeg vågnede op og tjekkede min tlf og havde et par missede opkald fra Darryl. Jeg skrev og hørte hvad han ville og det viste sig der var fest på Dorms’ne - han ville så høre om jeg ville med. 5 min inden havde jeg siddet og sovet med bog, kl. nærmede sig 11 og jeg skulle i skole kl. 8.30 næste dag. Jeg var tæt på at melde afbud, men endte med at sige ja ! Efter lidt tid rullede Darryl, drengene fra Grenada og Timmi forbi og vi satte kursen mod skolen.

Der er en endnu en ny update før dette indlæg, hvis i har misset det

Florida:

En særdeles begivenhedsrig tur. Jeg er lidt ambivalent omkring sådanne ture. Jeg kan godt lide at opleve ting, men bryder mig ikke om at have et fastlagt skema for hver dag, som vi havde. Men det gik nu fint nok.

1 dag; vi ankom til vores hotel ca kl. 11, efter en køretur fra Sanford lufthavn med en ualmindelig usympatisk overvægtig taxachauffør. Han blev trashtalket lidt af mig og Ida på dansk.
Vores hotelværelser var bestemt en tak eller to højere end hvad jeg er vant til at bo. Jeg er vant til at bo på crappy klaustrofobiske hotelværelser, hvor et køleskab er sjældent, så det var bestemt en positiv overraskelse med en rummelig stue med cable-tv, dvd-vcr afspiller, sofa (med slå-ud-seng), bord, køkken med køleskab, fryser og kogeplader. Fint badeværelse med et badekar. Og et soveværelse med skabe 2 store senge og et fjernsyn. Da det var sent før vi fik pakket ud gjorde vi ikke det store bagefter, - snakkede og hyggede bare.
Allerede første aften begyndte Woo at underholde. Woo har jeg flere gange skrevet om og postet video af, så i ved hvordan han er. Han stod ubetinget for underholdningen hele ugen – den dreng er for sjov Han præsterede at vende sig om at vade direkte ind i døren med sit hoved, kort efter vi havde pakket ud. I løbet af ugen slog han i øvrigt nok sit hoved ind i samtlige skabe i køkkenet, som han altid selv havde efterladt åben og han bankede det også op til flere gange i toppen af døråbningen på de rental-cars vi havde

2. dag; Vi tog i Seaworld tidligt denne dag. Jeg kom næsten for sent til bussen der skulle køre os derud, da jeg ikke kunne finde mit digitalkamera på værelset (og så var jeg vist også lidt langsom med morgenmaden). Buschaufføren havde absolut ingen intentioner om at vente så jeg var heldig at komme ned til bussen få sekunder før han havde tænkt sig at smutte.
Seaworld er god underholdning. Masser af ting at se og meget veltilrettelagt shows. Højdepunktet her var helt klart et stort delfin-show, hval-show og fodring af delfiner.

3.dag; Her tog vi på standen – nærmere bestemt Cocoa Beach. Desværre ikke en party-beach (daytona-beach) som jeg ellers havde talt stærkt for. Cocoa beach lå ca. 1½times kørsel væk.. daytona-beach ligger vist over 2½ time væk.
Lækker dag med perfekt vejr og mange søde piger på stranden. Jeg blev temmelig solbrændt på ryggen da jeg ikke lige sørgede for at blive smurt godt nok ind i solcreme der – det betalte jeg for i form af smerte de næste 3-4 dage. Dagens højdepunkt var klart da vi alle have klædt om, og stod og ventede på Woo skulle blive færdig … pludselig begynder Darryl at grine og siger; woo always cracks me up.- vi vender os om og ser Woo komme gående med et tykt lag hvidt solcreme i hele ansigtet… priceless – vi var flade af grin alle sammen.. jeg begyndte at grine bare jeg tænkte på det…. Den slags er set før, men at Woo gjorde det var bare 50 % sjovere.

4. dag; En solbrændt Morten og resten af gruppen tog til Universal studios og Island of Adventure. Universal studios var ret cool, med en masse forskellige forlystelser. Vi var ret heldige da vi åbenbart ramte en dag uden alt for mange mennesker, for man skulle ikke vente særlig lang tid ved de forskellige forlystelser (heldigt, siden jeg på ingen måde er et kø-menneske). Det fedeste – for mit vedkommende, var nok Terminator 2 biograf. Vi entrerede en stor sal og ventede ca. 10 min før en meget højrøstet og irriterende dame begynder at forklare om Skynet og herefter ser vi en introfilm om det. Vi går videre ind i en stor biograf-lignende sal (vi har 3d briller med alle tog i starten), og jeg finder en rigtig god plads midt i salen. Det er lidt skuespil af nogle der skal ligne Arnold og John Connor, hvorefter en lille film eksklusivt lavet til dette formål med Arnold og John connor. En af de første ting man ser er t-1000 smelte ned af skærmen og bevæge sig i flydende form ud af skærmen og stopper 2-3 cm fra mit hoved hvor man kan se i detaljer hvordan hans ansigt er markeret i det flydende metal. Han siger så selvfølgelig; ”where’s John Connor”. Det var virkelig en fed oplevelse – det så meget ægte ud. Senere fryser de en anden t-1000 robot og smadrer den hvorefter man kan se stumperne flyde rundt i rummet …. Flere greb ud efter dem fordi det så så virkeligt ud. Jeg måtte tage mig selv i at sidde og undvige forskellige ting der kom ud af skærmen!!

5. dag: Vi havde ikke planlagt noget denne dag, men besluttede os for at ligge lidt ved poolen og efterfølgende tage ud og shoppe i et nærliggende center. Masser af fede butikker, vi havde desværre bare ikke så meget tid før vi måtte vende næsten hjemad, da vi var blevet enige om at prøve et airboat-ride i en sø med alligatorer om aftenen.
Vi farede vild på vej hjem, og kom over 1 time for sent til vores airboat-ride… heldigvis havde de været så flinke at vente på os. Det var en cool nok oplevelse – vi så dog kun omkring 5 alligatorer og ikke nogle virkelig store.

6. dag: Her pakkede vi bare og hyggede før vi tog af sted til lufthavnen. Så i øvrigt nok den største røv i mands minde i lufthavnen…

Sjov tur uden nogle vilde natlige udskejelser – men det vidste jeg godt på forhånd nok ikke ville ske med den gruppe vi var af sted … dog stadig rigtig mange gode minder

Som jeg skrev tidligere er Darryl dybt forelsket i Ida, den anden dansker her – og det kom virkelig til udtryk på turen – på en negativ måde. Darryl er en rigtig cool fyr, og vi har faktisk ret meget tilfælles og snakker godt sammen, men på den her tur var han mere eller mindre fysisk sammenhægtet med Ida… han skulle konstant røre eller være i nærheden af hende – det var nærmest umuligt at have en samtale med ham med hende i nærheden da alt fokus var på hende – det er selvfølgelig 100% fair at være forelsket, men blev sgu lidt kvalmende i længden. Og når han ikke kunne være fysisk i nærheden af hende, stod den på sms !
De har tidligere haft noget kørende, men efter den tur er det vist blevet officielt siden hun også var med på den.
Minder mig om en ven jeg har, jeg gik i klasse med på gymnasiet. Super flink fyr jeg snakkede/snakker godt med… men så snart der var piger i nærheden – bang – så røg alt koncentration.

Så er jeg tilbage fra Florida, hvilket et en af grundende til der har været så stille her i bloggen… Jeg har været på springbreak med størstedelen af min gruppe til Florida. Turen bliver selvfølgelig også opdateret….

Nu er ansøgningshelvede (Til uni. blandt andet! Har haft massive problemer da jeg glemte at give mine forældre en fuldmagt før jeg smuttede + jeg ikke havde styr på en række ting) heldigvis et afsluttet kapitel og det er dejligt befriende (vist ligeså meget for mine forældre). Jeg var temmelig stresset af jeg skulle have alt dette på plads og vi samtidig afholdte et stort Thrift-sale – hvor jeg som sagt brændte gruppen af for at få styr på mine fejl. Det gav lidt mindre god stemning, og snakken i krogene da min forklaring tilsyneladende ikke var plausibel nok i deres øjne – dette ledte til et mindre kontrovers. Men det blev da også på sin vis løst. At jeg så hellere ville arbejde 12 timer, hver dag, 3 dage i træk med at slæbe de rådne papkasser og gammelt ragelse, i stedet for at kæmpe med at få bragt alle ansøgningerne i orden og instruere mine forældre telefonisk i hvordan, samtidig med at skulle indhente en masse gammelt, men nødvendigt information, er en anden sag.

Men vores Thrift-sale blev da afviklet fornuftigt og vi endte med at få indbragt en små 2400 dollars, efter vi havde trukket startkapital og reklameudgifter fra. Det var lige knap nok til at dække for hotellet vi skulle bo på, så det ser ud til vi skal give lidt ekstra til det nu her efter vi er kommet hjem. Det er fint nok – eftersom vi er sluppet ok billigt fra turen set i forhold til alle de ting vi oplevede.

En lille sørgelig historie i forbindelse med Thrift-sale: sidste fredag da vores thrift-sale åbner officielt har vi en kødrand af mennesker de første mange timer. Det tynder langsomt ud, og tilbage er blandt andet en dreng ved navn Adam. Han er en kvik lille dreng på 10 år der allerede har købt en cykel og diverse små ting for nogle af sine sparepenge. Han kigger rundt i lang tid og indleder ofte en samtale ud af den blå luft med os, hvor han begynder at snakke om forskellige ting. Han er utrolig down-to-earth’ og derfor er på ingen måde irriterede at have ham omkring – tværtimod. Han havde en speciel, lidt sørgelig – måske melankolsk udtryk over sig… hvilket også gjorde han vandt min umiddelbare sympati. Det er svært at forklare… men man kunne bare mærke han tænkte lidt mere over tingene end andre.

Da der bliver stille til vores thrift-sale sidder jeg og snakker med Adam i en af de sofaer vi sælger og snakker frem og tilbage om de ting han har købt. Jeg siger til ham, at eftersom han har været en så flittig kunde må han vælge en ting han vil have på min regning. Til min store overraskelse takker han nej, med den begrundelse, at det behøver han ikke. Meget taknemmelig dreng - tænker jeg så og vi snakker lidt videre og alt og ingenting. Efter lidt tid skal jeg hjælpe Barb (som har arrangeret hele vores thrift-sale) med at flytte nogle ting. Jeg fortæller hende om, at jeg ikke lige havde forestillet mig en dreng i den alder afslå et tilbud om at få betalt legetøj. Hun fortæller så at han har leukæmi og har kæmpet med det et års tid nu … Det gav alligevel en klump en halsen at sådan en sød og taknemmelig dreng skal kæmpe med den slags sygdom. Om han vil overleve det vides endnu ikke.
Senere fortalte han os også selv – da vi snakkede om hvilken sport han dyrkede, at han havde leukæmi og havde fået indopereret noget i sit bryst (husker ikke hvad) og var derfor ikke i stand til at bestemte slags udfoldelser længere.
Senere hjalp han mig i øvrigt med at samle en liggestol og han var sgu næsten bedre til det end mig…

Historien er ikke videre relevant i forhold til mit ophold her, men synes alligevel det er noget jeg ville dele med her…. Kræft, i alle sygdommens afskygninger, er en forfærdelig sygdom, og jeg har kun endnu mere ondt af mennesker, specielt børn, der er ramt af denne sygdom, efter mit arbejde på et sygehus, hvor jeg så med egne øjne hvad denne sygdom gør mod mennesker.

Som jeg tidligere skrev, var jeg inviteret til en fest. Den var desværre aflyst pga. der stadig var strømsvigt i den del af byen hvor den skulle afholdes.
Jeg har så siden været på besøg i ”the apartments”. Nogle lejligheder ret tæt på hvor jeg bor, hvor mange af scholarship fodboldspillerne bor, da det er billigere af bo der i forhold til Dorms’ne ved colleget. Jeg har før omtalt nogle karismatiske fodboldspillere fra Grenada – de bor blandt andet der sammen med Timmi, en engelsk elev på scholarship her. Vi er dog primært i brasilianernes lejlighed. De bor omkring 7-8 mennesker i en ikke alt for stor lejlighed – hvor et par stykker er amerikanere (Derrick og Calib) og resten så brasilianerne. Der bliver tit festet og stedet bærer i HØJ grad præg af at der udelukkende bor drenge der – mere detaljeret beskrivelse senere.

For ikke alt for lang tid siden skulle vi chille i ’The apartments’. Darryl, Timmi og jeg var på vej hjem fra the Y (træningscenter) og besluttede os for at mødes der om aftenen – efter mad. Ida (den anden danske yfu’er) ringede dog til ham i bilen, og ret hurtigt ombestemte han sig – aftenen skulle bruges på hende (han er mega-forelsket i hende). Jeg gik hen i lejlighederne senere og hilste på alle de tilstedeværende. Meget løssluppen og mande-agtig atmosfære – rigtig hyggeligt.

Startede i øvrigt ud med at få en portion spaghetti og kødsovs en elev fra Sri Lanka ved navn Sri Lan, havde lavet. Uvidende tog jeg imod tilbuddet om at få lidt mad og undrede da lidt over at alle iagttog mig mens jeg tog den første bid. Det skulle så vise sig at jeg ikke havde hørt al deres snak om hvor forbandede stærk Sri Lan havde lavet denne ret Så da jeg fik en ordentlig bid indenbords, fik jeg et sjovt udtryk i hovedet og måtte nappe et glas vand fluks mens alle grinede – inklusive mig selv :D …den slags stærk mad er jeg ikke lige vant til… flere af de andre måtte også spise i etaper for at få det ned.

Jeg hyggede mig sgu meget godt – vi så film hele natten og snakkede om alt muligt – pigerne her, skolen, fremtidsperspektiver osv.
Nå men – i virkeligheden er det interessante ved dette hvor grotesk ulækker deres lejlighed er De har boet der siden august og den er måske blevet gjort rent en eller 2 gange – Calib forklarede at de aldrig nået til toilettet da de blev for dovne på halvvejen. Jeg kan godt bo i rod begrænset tid af gangen, men det her er altså ekstremt. Deres køkken er et stort rod med tallerkner og gammel opvask op pletter over det hele. Stuen er acceptabel – generelt bare rodet og beskidt. Toilettet derimod er det klammeste jeg længe har set. Det er hår, snask, støv, fnuller og badekar og gulv er sort af skidt (ikke afføring heldigvis) alle vegne. Jeg ville aldrig nogensinde tage ’et dump’ på det badeværelse, og det er vist også mere eller mindre berygtet på skolen. Seriøst – selve toilettet var totalt dækket med hår og skidt. En af drengene havde lagt sin tandbørste – med børstesiden nedad på vasken :scary: der var akkurat ligeså klam og beskidt som toilettet … jeg havde smidt den tandbørste ud med det samme – om den så bare havde været rørt noget derude med et strå fra hovedet. Værelserne er også et stort rod med madrasser alle vegne.
Mice (en af drengene fra Grenda) og jeg begyndte og snakke om hvordan de var i stand til at defækere på toilettet – om de havde specielle krafter der gjorde dem i stand til at svæve luften mens de sked – eller om de havde monteret en stang i loftet de kunne hive sig op i over toilettet Vi endte begge to flade af grin, og Calib og Derrick fik vist lidt røde ører samtidig med de smilte – de vidste vist godt det ikke var for lækkert.

I dag i skolen havde vi en “gæste-lærer” i Abnormal Psychology, en ældre herre - Dr. Bob. Dr Bob er lidt af en levende legende på skolen. Han har en mange års erfaring - både indenfor undervisning og terapi. Han er af de lærere der har den meget sjældne evne at fange elevernes fokus 100 % og yderlige gøre materialet spændende og indbyende gennem en utrolig kontrolleret og velformuleret tale der aldrig bliver monoton. Og han inddrager ofte eleverne gennem talrige spørgsmål. Sådan en lærer har jeg kun haft en af før - min dansklærer i gymnasiet. Han var ganske enkelt sublim, har aldrig haft en bedre lærer. Han havde også den her helt særlige evne til at fange eleverne og bevæge sig ud over materialets faste rammer. Jeg ærgrer mig over jeg ikke valge Social Psychology da Dr. Bob underviser i det på skolen - det er vist også hans sidste år som lærer, så vidt jeg har forstået! Men meget interessant time i dag… Emnet var diskuterede var i øvrigt Mood Disorders.  

Og så til en dårlig nyhed. Vi får muligvis endnu en storm her. Den skulle starte i nat og bliver slem i løbet af torsdag dag. Dette kan betyde strømmen endnu engang er i fare - og dette kan betyde store problemer da der stadig er mange familier uden strøm - nu på 5 dag. Jeg håber ikke det bliver så slemt som varslet - også fordi jeg er inviteret til en fest i weekenden, og det ville jo være ærgeligt hvis den blev aflyst

 Er blevet inviteret af en gut ved navn Mike Ficken (!) - perfekt efternavn til en tysker - og det er han faktisk, dog er han født og opvokset i USA. Hilste på ham da jeg satte mig og spiste middag i skolen ved et bord hvor en af de andre yfu’er sad. Han var meget nem og snakke med og ret frisindet - så der gik ikke længe før vi var inviteret til en fest. Så kan jeg få et nærmere indblik i hvordan amerikanere fester !

Bloggen har desværre ikke været opdateret et stykke tid og her kommer grunden;

Et par hektiske dage!! Det hele startede fredag hvor det begyndte at hagle og småregne. Man kunne stadig komme rundt da det endnu ikke var farligt glat. Hele lørdag dag regner og fryser det så alt – og jeg mener alt – havde et tykt lag is omkring sig : Icestorm. Selv græsplanerne var totalt krystalliseret. Træerne rundt omkring begyndte lige så stille at give efter for den massive vægt alt isen forårsagede og der gik heller ikke længe for træet i vores forhave flækkede midt over – heldigvis ramte det ikke huset. Elektriciteten viste begyndende tegn på at svigte i løbet af dagen da lyset i huset flere gange flakkede og til sidst røg den fuldkommen omkring kl. 2 om dagen. Tiden gik og vi kunne observere at mange huse nu var uden elektricitet – jeg skrev rundt til de andre udvekslingsstudenter der er jævnt fordelt i byen og ingen havde elektricitet.